Foreningen Núcleo de Arte er det ældste kollektiv af kunstnere i Mozambique. I en gammel villa i centrum af Maputo har kollektivet i årtier spillet en betydningsfuld rolle i det kulturelle liv. Over hundrede malere, skulptører og keramikere er medlemmer af Núcleo, som med jævne mellemrum arrangerer udstillinger på egne præmisser og i løbet af de sidste par år har deltaget aktivt i udvekslingen af kunstnere fra udlandet.

Hver dag summer deres villaen af aktiviteter. Nogle få kunstnere arbejder i en bygning, der minder om et skur, andre maler og skulpturerer i haven eller på græsplænen. Et par keramikere har travlt i de vakkelvorne, små bygninger i bunden af haven. De krydser ofte haven med potter og skulpturer til den hjemmebyggede ovn.

Specielt i weekender besøges den permanente udstilling af potentielle købere, for det meste ambassadefolk, u-landsfrivillige, journalister, kunstkendere og forretningsmænd.

I tilbygningen til villaen og på den tilstødende terrasse kan kunstnere og besøgende købe billige måltider og drikkevarer. I løbet af eftermiddagen og aftenen kommer medlemmerne for at få en snak og høre det seneste nyt. To kunstnere, medlemmer af staben, passer værkstedet fra to små rum med hjælp fra nogle få assistenter, en fax og en telefon.

Ud over det, har Núcleo en rolle som rådgiver for regeringen, forretninger og institutioner i kulturspørgsmål, der er ude for at opkøbe kunst. Núcleo arbejder også med at formidle internationale kulturelle udvekslinger og kunstnerworkshops.

Kunstnere har her en mulighed for, at mødes, få inspiration fra kontakten med kollegaer og diskutere deres indstilling til kunst. Núcleo's styrke ligger i forskelligheden hos deres medlemmer. Núcleo er bestemt ikke en speciel ensrettet kunstretning, ikke en speciel skole. Den er hverken et tvunget kollektiv eller en eksklusiv beskytter af interesser indenfor moderne kunst og kultur.

Gruppen vandt også sit ry via individuelle kunstneres berømmelse. Kunstnere som Bertina Lopes, Malangatana og Alberto Chissano. På nuværende tidspunkt har en ny generation af Mozambiquere meldt deres ankomst til Núcleo.

Núcleos' og dets medlemmers op og nedture giver et billede af Mozambiques politiske historie. Navnet Núcleo dukkede først op i 1937 i forbindelse med titlen på en udstilling i det tidligere Lourenco Marques (Maputo) i hvilken kun portugisiske kunstnere deltog. Selv den mere officielle stiftelse i 1948 var i bund og grund portugisisk, skønt der var mange iblandt dem, der følte meget lille sympati for Salazar-fascismen (Salazar var diktator i Portugal).

Meget langsomt fik mozambiquiske kunstnere igen støtte. Og en politik, der støttede lokale kunstnere kom langsomt op at stå. Den mest fantastiske historie i dette er "opdagelsen" af Malangatana Valente Ngwenya. Han havde arbejdet som tjener i den koloniale Lourenco Marques Club. Formanden for Núcleo på det tidspunkt, Augusto Cabral, opfordrede den unge Malangatana, som senere skulle blive den åndelige leder af Mozambiquiske malere efter hans succesrige udstilling i 1961. Hans arbejde var også et udtryk af den spirende nationalisme. I 1964 da The Core Group of African Students (Núcleo dos Estudantes Africanos) lavede en udstilling, udelukkende af mozambikanske kunstneres værker, greb det hemmelige politi (Pide) ind. Den succesfulde udstilling, der viste adskillige af Malangatanas værker blev lukket, fordi værkerne havde for meget af et nationalistisk præg. Malangatana blev fængslet i en periode på 18 måneder for påstået Frelimo medlemskab.

Efter befrielsen i 1975 blev navnet ændret til Centro Organizativo dos Artistas Plasticos (COAP), men i sidste ende blev navnet Associacao Núcleo de Arte reetableret. Det var ikke før efter uafhængigheden, at Núcleo kunne kaste den koloniale fortid af sig og engagere sig fuldt i udviklingen af moderne Mozambiquisk kunst.

I en lang periode havde kolonial kunst domineret og reduceret afrikansk kunst til folklore. Selv i fyrrene startede diskussioner om afrikansk kunst, afrikaneres situation, deres relation til Portugal og vesten samt nødvendigheden af at genfinde de afrikanske rødder.

Selv i dag deltager Núcleo og dens medlemmer i den debat.

Den sociale rolle

Efter befrielsen anlagde regeringen en aktiv kulturpolitik, skaffede midler til Núcleo og gav kunstnere mulighed for at rejse udenlands. Den katastrofale borgerkrig og den deraf følgende dårlige økonomiske krise placerede samtidig Núcleo i en vanskelig situation. Den finansielle støtte ophørte, internationale udvekslinger stoppede, og Núcleo måtte sige nej adskillige gange til tilbud om at udstille i udlandet.

I de tidlige halvfemsere skete dette igen. Nu var en konflikt mellem generationer også et element. Perioden af inaktivitet blev brudt af en gruppe af unge kunstnere. I 1993 overtog de kontrollen, genåbnede bygningen, malede den indvendig og arrangerede en udstilling. Dette signalerede en ny periode. De internationale kontakter blev genoprettet.

På trods af problemerne med Núcleo var kontakter fortsat på et lavt niveau, takket være individuelle kunstneres indsats. Bertina Lopes boede i Italien, og nogle få kunstnere udstillede i Europa. I 1992 var en gruppe kunstnere klar til at præsentere sig selv ved verdensudstillingen i Sevilla.

I samarbejde med The Triangle Art Trust i London , organiserede kunstneren Fatima Fernandes det første internationale værksted i Maputo, kaldet Ujamaa 2 og 3.

I l995, nu med et nyt forretningsudvalg, samlede Núcleo trådene op og organiserede Ujamaa 4 værkstedet i samarbejde med The Gate Foundation (i Amsterdam). Specielt var kunstnere fra de omliggende lande inviteret. To år senere deltog tolv kunstnere i et værksted i Durban, Sydafrika, inviteret af Technikon i Natal, en beslægtet aktivitet og gav Durban Art Gallery en præsentation af 32 kunstværker skabt af 27 Núcleo medlemmer. Det var den første udstilling af mozambiquisk kunst i Sydafrika på et professionelt plan. Desuden blev forbindelserne med Holland og Finland etableret og forstærket. Núcleo rådgav regeringen om deltagelsen af mozambiquiske kunstnere ved Verdensudstillingen i Lissabon i 1998.

Lige nu oplever Núcleo en blomstrende periode: adskillige værksteder er blevet etableret, blandt dem et om kvinder og kunst, og to (i 1997 og l998) om emnet Våben lavet om til Kunst. Udstillinger bliver nu arrangeret igen. Efter borgerkrigen blev internationale isolation blev brudt. Nogle få donorer, som Hivos i Holland gav finansiel støtte.

Núcleo arbejder på at realisere et stærkt ønske om at nå ud til og støtte unge kunstnere i provinserne, hvor man næsten ikke kan finde nogen form for faciliteter og information.

For at sige det kort har Núcleo genvundet sin position som formidler og kraftcenter til kunstnere og kunstelskere.